Rom 2017

Rom 2017

Turen til Rom foregik i syv dage, hvor vi fløj fra Kastrup lufthavn og var i Rom ved aftentiden. Turen var arrangeret af Thanh Nien DK. Det var et stærkt arrangør hold, hvor alt var velplanlagt. Vi var 34 afsted på turen, så der var rig mulighed for at skabe nye venskaber. Da vi ankom til hotellet, blev vi inddelt på vores værelser hvorefter vi tog ud og legede nogle rystesammenlege, her blev vi også delt i hold der bestod af 7. Vi boede ret tæt på Vatikanstaten og metro, så det var lækkert. Hovedsageligt bestod vores måltider af pizza, pasta og spaghetti, og til tider en lille gelato hvis der var plads til det, som er is på italiensk.

Under turen fik vi set og lavet en helt masse, både det religiøse og det lidt mindre religiøse. Der blev dyrket sport, frivilligt arbejde og der blev deltaget i messer. Vi fik selvfølgelig også set Peterskirken og Colosseum, som var utroligt godt og smukt.

Under sportsdagen var alle aktive og engagerede, selvom det var rigtigt varmt. Altid dejligt med en sportsdag, da det altid styrker sammenholdet. Ved frivilligt arbejde blev vi delt op efter hvor vi skulle hen. Det var forskelligt hvad de forskellige hold lavede, nogen fik hørt om stedet og det frivillige arbejde, mens andre fik lov til at hjælpe med uddeling af mad og drikkevarer.

Så var der den traditionelle ”tro choi lon”, som er det store løb eller leg. Her fik vi muligheden for at se nogle af de store seværdigheder. Hvert hold fik et kort, som vi skulle bruge til at færdes rundt i Roms gader, da mobilen ikke var tilladt. Til hvert sted var der en gåde der skulle løses, før vi kunne fare til den næste post. Der blev gået en del, så alle var trætte efter 4-5 timers aktivitet udendørs. Men det var oplevelsen værd!

Den sidste aften var vi alle klædt på til fin middag, hvor vi fik en 3-retters og spist en del is, her fandt vi også vinderen af det store løb og der blev uddelt gaver og andre goder. Selvom programmet har været stramt har der også været rig mulighed for at rende rundt og shoppe. Alt i alt har det været en skøn tur hvor vi har oplevet en masse og mødt nye og gamle venskaber. Med andre ord: en lille udvidelse af familien. 🙂

– Skrevet af: Dan Tam Dinh